Stop skyderierne!

I går mistede en 20 årig ung mand livet. Han blev skudt i den frisørsalon hvor han arbejdede. Af fem skud.

Et liv sluttede alt for tidligt.

Min tanker går ud til hans familie og venner, der lige nu oplever et ubeskriveligt tab.

Det er endnu uklart, hvorfor han blev dræbt. Men han er desværre ikke det eneste, der har mistet livet i skudepisoder. Lad mig sige det meget klart: Ethvert drab er ét for meget. Det ødelægger så meget. For familier og bekendte.

Jeg har en indtrængende appel til alle jer, der tyer til vold og skyderier. Stop det.

Drop hadet. Vis respekt for menneskeliv.

Jeg ved godt, hvor let det er at komme galt afsted, når man ser ud ligesom vi gør eller er født hvor vi er. Hvis jeg havde været uheldig, kunne jeg selv være endt som bandekriminel. For det er ikke nemt at vokse op på Blågårds Plads. Det er ikke nemt at vokse op i Tingbjerg. Eller Vollsmose. Eller Gellerup. Det er ikke altid nemt at have en anden religion eller en anden hudfarve. Det er tit rigtig svært, faktisk.

For bliver set ned på. Vi bliver diskrimineret. Vi bliver stoppet af politiet uden grund. Vi kan ikke komme ind på diskotekerne. Og vi bliver udsat for racisme.

Det er uretfærdigt. Det er megauretfærdigt. Og det kan gøre mig så rasende, at nogen har det så meget sværere end andre.

Men brug al jeres vrede og energi på at bevise, at alle dem, der taler grimt om os, tager fejl.

Vis dem, at de ikke har ret. Vis dem at vi også har noget at bidrage med. Rigtig meget endda.

Vis dem, at man godt kan blive selvstændig, få en uddannelse, tjene sine egne penge, bidrage til samfundet – selvom man er brun eller muslim og er vokset op med racisme og diskrimination. Ja, man kan også komme i Folketinget, ligesom jeg er.

Det er det bedste svar.

Så stop skyderierne. Stop med at skyde hinanden. Gør jeres familier, venner og samfundet stolte af jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *