Automatisk statsborgerskab efter 7 år i Danmark

Ved åbningsdebatten i Folketinget 8. oktober holdt Sikandar Siddique denne tale:

 

Vi kalder ofte Folketingets åbning for en af demokratiets festdage.

Men sandheden er, at demokratiet for alt for mange er en lukket fest.

Der er nemlig over en halv million borgere her i landet, der ikke er inviteret med til festen.

De er ikke danske statsborgere – og de kan ikke få lov til at stemme ved folketingsvalg.

Vi lever med andre ord i det, man kan kalde et demokratisk apartheid. Det handler min tale om i dag.

For hvordan kan vi fejre demokratiet, når det ikke gælder for alle? Når det ikke er alle, der kan blive hørt?

Der er 614.000 indvandrere i Danmark. Af dem har kun 150.000 statsborgerskab. Altså under hver fjerde. Det er en demokratisk falliterklæring, hvis I spørger mig.

Derudover er der 193.000 efterkommere – altså 2. generationsdanskere. Af dem har hele 67.000 ikke statsborgerskab. Altså kun hver tredje har statsborgerskab. Vi taler om mennesker, der født og opvokset i Danmark. Kan det virkelig være rigtigt?

Alt i alt, er det tæt på hver tiende borger i Danmark, der ikke har statsborgerskab og ikke må stemme til folketingsvalget. Selvom de betaler skat. Selvom de elsker Danmark. Selvom de og deres efterkommere for altid vil bo i Danmark.

Men de står uden for demokratiet. Og de bliver ikke lukket ind.

Se, der kan man tale om et statssanktioneret parallelsamfund.

Der kan man tale om at holde borgere uden for fællesskabet.

Og man kan spørge sig selv: Hvor stort et engagement i samfundet, kan man overhovedet forvente fra disse medmennesker, når vi ikke vil lukke dem helt ind i demokratiets hjerte?

Så der kan man tale om et demokratisk apartheid.

Og ved I, hvad det værste er? Vi snakker nærmest ikke om det.

Det er faktisk så grelt, at når nogen prøver at lave det om, bliver det bare afvist. Et godkendt borgerforslag om at give automatisk statsborgerskab efter 10 år, er bare blevet hældt ned ad brættet. Det er skuffende. Særligt for alle de minoritetsborgere, der troede, at vi med den nye regering, ville få en ny retning for samfundet.

Hvordan alle jer, der sidder i den her sal, tror, vi nogensinde kommer parallelsamfund til livs – og får skabt en bedre integration, når mennesker, der er født og opvokset i Danmark, ikke må stemme, fatter jeg ikke.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Det giver mig i sandhed en dårlig smag i munden her på en af demokratiets festdage.

Det kan og skal vi gøre bedre.

Og det bringer mig over til en anden form for demokratisk apartheid. Nemlig alle de andre, der også udelukkes fra eller ikke har en plads i vores demokrati.

Det er alle de andre, der ikke har en stemme.

Det er ungdommen – den over 1 million danskere, der er under 18 år – som ikke kan stemme, men som skal leve i det land og den verden, vi skaber med vores levevis. Mange af disse unge har med Fridays for Future holdt arrangementer ude på slotspladsen i den sidste uge. Det skal de have tak for. Jer skal vi lytte til. Uanset hvad Morten Messerschmidt siger.

Heller ikke naturen har en stemme. Den bliver tavst – dag ud og dag ind – udsat for overgreb og rovdrift.

Det er de endnu ufødte. Som skal arve den planet, vi alle har fået lov til at bo på.

Alle dem skal vi også høre på og tænke på, når vi træffer beslutninger her i folketingssalen. Og det gør vi desværre slet, slet ikke i høj nok grad i dag.

Ved sidste folketingsvalg var der mange, der troede, at nu – endelig – blev de unge, naturen, dyrene og de endnu ufødte hørt. Det lovede politikerne. Men her halvandet år inde i regeringsperioden, er det skamfuldt så lidt, der faktisk er blevet handlet.

Vi har fået en klimalov, ja. Men den nødvendige handling udebliver. Og hvad værre er: Vi tager slet ikke højde for hele Danmarks udledning, som pr. indbygger er blandt de højeste i verden.

Derfor kommer Frie Grønne nu til at fremsætte et forslag om en Klimalov 2.0, som skal sikre, at vi reducerer alle de udledninger, som i dag ikke tælles med. For eksempel import, shipping og flytrafik. Det håber jeg, I vil bakke op om.

For det er faktisk at ser stort på demokratiet, når man siger, at man tager klimakrisen alvorligt i valgkampen, men slet, slet ikke handler derefter efter valget. Det er at begå et monumentalt generationssvigt, når man bliver valgt på det grønneste mandat nogensinde, men samtidig ikke sikrer den nødvendige klimahandling.

Og det kan – desværre – betyde, at mange mister troen på demokratiet.

At store grupper ikke længere vil engagere sig. Det må ikke ske.

Derfor skal vi sammen opløse det demokratiske apartheid, jeg har skitseret her i dag. Så demokratiet ikke kun bliver for nogle udvalgte. Men for alle.

Frie Grønnes ambition er at være stemmen for alle dem, der ikke KAN stemme. For alle dem, der ikke HAR en stemme. For alle dem, der ikke bliver LYTTET til. For alle dem, der ikke bliver LUKKET ind til den demokratiske fest, som vi påstår vores demokrati er.

Vi HØRER jeres stemme. Vi vil være JERES stemme. Vi vil GIVE jer en stemme.

Tak for ordet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *