Frie Grønne: Vi har brug for en mangfoldig, feministisk og kosmopolitisk borgercentreret kulturpolitik.

For nogle uger siden sad jeg i debatpanel sammen med tre tidligere kulturministre og en nuværende. Anledningen var 50 års-fødselsdagen for Huset i Magstræde. Og indrømmet med det samme: Måske var mit politiske adrenalin lige lovligt oppe at køre den eftermiddag. Hvorfor? Fordi arrangementet fandt sted kun nogle få dage før, vi skulle præsentere Danmarks nye venstrefløjsparti, Frie Grønne. Så jeg havde rigtig meget i mit hoved, da jeg satte mig op på scenen ved siden af Jytte Hilden, Marianne Jelved, Brian Mikkelsen og Joy Mogensen.

Men selvom mit politiske adrenalin ikke havde været oppe at køre, og jeg havde været lidt mindre utålmodig overfor alle vores floskler, så tror jeg ikke, at jeg ville have oplevet debatten anderledes. Det var business as usual: vi fire tidligere og den nuværende kulturminister sad alle endnu engang og dokumenterede, hvor svært det er at flytte den kulturpolitiske diskussion ud af den båndsløjfe, som debatten har kørt i de sidste to årtier: Hvor vi enten snakker om kulturinstitutionernes dårlige økonomi eller at kunstnernes rolle i samfundet ikke bliver værdsat nok.

Begge udsagn er både sande og vigtige. Men alligevel oplevede jeg endnu engang under debatten med mine politiske kollegaer – som jeg har oplevet det på alle kulturmøderne på Mors gennem de sidste mange år – at ilten forsvinder ud af lokalet, når emnet er danske kulturpolitik. Der er ingen nerve, engagement, nødvendighed eller liv-og-død-vigtighed i rummet. Enten bliver vores indlæg – også mine egne – al for generelle og abstrakte, eller også bliver de alt, alt for konkrete. For eller imod Kulturkanonen. For eller imod Fregatten Jylland. For eller imod Kunstfonden. For eller imod DR. Bare fortsæt eksemplerne selv. Det er som om, vi enten zoomer alt for meget ud eller alt for tæt på.

Jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, der har det sådan: at kulturdebatten er lige så svær at få gjort livsnødvendig væsentlig, som det er at få ordentligt fat om en våd håndsæbe. Det er også derfor, at vi i Frie Grønne anbefaler, at vi starter diskussionen et helt andet – nej, tredje – sted: Nemlig ved at vi stiller os over ved siden af den enkelte borger. Og sammen stiller spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at alle borgere – dig, mig, os – fra vi bliver født, til vi drager det sidste åndedrag, har mulighed for at opleve kulturens og kunstens dannelseskraft i vores hverdag. Så kultur og kunst bliver en helt naturlig og integreret del af hverdagen i vores vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter. Men også i det offentlige byrum, på arbejdspladserne, i vores boligbyggeri, sundhedsvæsen og på vores plejehjem. For ikke at glemme i medierne og i det politiske liv.

Denne ambition kan kun blive til virkelighed, hvis vi prioriterer kunsten og kulturen langt, langt højere end vi gør i dag. Både politisk og økonomisk. Men ikke mindst kræver det et ambitiøst politisk udviklingsarbejde, hvor der skal sættes ord, tal og politiske forslag på en progressiv borgercentreret kulturpolitik.

Det er vi i Frie Grønne parate til. Både til at give kulturområdet et politisk og økonomisk markant løft – kulturbudgettet skal blandt andet løftes betragteligt fra de nuværende 1.6% – gerne helt op til det niveau, vi kender fra Island. Men ikke mindst vil Frie Grønne sætte gang i et konkret udviklingsarbejde med at formulere en borgercentreret kulturpolitik. Denne kronik skal derfor også læses som en åben invitation til alle jer, som har lyst til at bidrage til et sådant kulturpolitisk udviklingsarbejde.

Og timingen har aldrig været bedre og mere vigtig. For under coronakrisen fik vi som befolkning en konkret oplevelse af, hvordan livet ville være uden levende kultur og kunst. Det blev tydeligt for os, hvad vi ikke havde og hvor meget vi savnede det. Vi fandt ganske vist nye måder at opsøge kulturen og kunsten på. Vi besøgte Guggenheim via Google Earth, så teater og ballet og hørte koncerter på nettet, streamede serier og lyttede til podcasts. Men sådan rigtig levende, fysisk kultur og kunst blev begrænset til gårdkoncerter og balkon-fællessang (hvilket for øvrigt var en vidunderlige oplevelse).

Men hvis vi skal lære af den erfaring, savnet af kulturen og kunsten gav os om deres afgørende betydning for den enkelte borger, må vi ikke glide tilbage i den gamle kulturpolitiske båndsløjfe. Selvfølgelig er det afgørende vigtigt, at vi holder hånden under de kriseramte kunst og kulturinstitutioner. Men det er en mærkesag for Frie Grønne at få skubbet debatten og politikken i en ny retning, hvor kunsten og kulturens værdi i sig selv er i fokus samtidig med at vi som samfund forstår den rolle som kunsten og kulturen kan spille i dette afgørende øjeblik i menneskehedens historie. Hvor det er op til vores generation at afgøre, om vi vil acceptere et sandsynligt klima-civilisations-sammenbrud, eller om vi ønsker at sikre fremtiden for vores børn og børnebørn.

Det er på denne dybt alvorlige baggrund, at Frie Grønne ønsker at formulere en mangfoldig, feministisk og kosmopolitisk borgercentreret kulturpolitik. Mangfoldig, for at afspejle alle de nye stemmer i Danmark. Feministisk, fordi vi mænd stadig fylder helt skævt meget i kulturlandskabet. Kosmopolitisk, fordi vi bliver nødt til at gå direkte op imod den nationalkonservative dyne, der er blevet lagt ned over kulturdiskussionen og prioriteringerne gennem de sidste alt for mange år. Der skal igen være højt til loftet i kulturpolitikken og vinduerne skal åbnes på vid gab ud mod den globale kultur- og kunstscene.

Men hvorfor er alt det her så afgørende vigtigt? For at svare på det spørgsmål, har jeg lyst til at tage dig med tilbage til den 5. april 1992, hvor to kvinder – Suada Dilberovic og Olga Sucic, som begge deltog i en fredsdemonstration foran parlamentet i Sarajevo – blev skudt af en snigskytte. Mordet blev starten på den serbiske belejring af byen, som fortsatte de næste tre og et halvt år.

Udover udenlandske journalister, FN-observatører og soldater var det kun ganske få civilister forundt at komme ind i den belejrede by. En af disse civilister skrev journalisten, Gordana Knezevic, om på sin blog Balkans Without Border. Nemlig den amerikanske forfatter, fotograf og teaterinstruktør Susan Sontag, der havde valgt at besøge den belejrede by for at opsætte Samuel Beckett’s teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”.

Ligesom teaterstykkets Vladimir og Estragon venter på den mystiske Godot, således ventede Sarajevos befolkning på os i Vesten. Indbyggerne i Sarajevo håbede, at vi i Europa og USA ville komme dem til undsætning. Men den ene dag gik efter den anden og intet skete. Eneste forskel på dagene var antallet af dræbte og sårede.

Gordana Knezevic deltog i premieren den 17. august 1993 og beskriver oplevelsen således: ”Fra det øjeblik lyset blev slukket, følte jeg, at jeg befandt mig i et teater på Broadway eller Londons West End. Publikum sad åndeløst stille. Det var som om, at Sarajevo de næste to timer var en del af civilisationen igen; at vi ikke var blevet forladt”. Efter forestillingen blev Susan Sontag inviteret op på scenen, hvor hun modtog en gave af byen: et lille ægte tæppe. Borgmesteren Kresevljakovic begrundede valget af gave med, at alle i Sarajevo drømte om at forlade byen på et magisk flyvende tæppe. Derfor skulle Sontag også have sit eget af slagsen.

Jeg kom til at tænke på Sontags besøg i Sarajevo, da jeg læste om, hvordan den hviderussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj blev beskyttet af indbyggerne i Minsk, for at regeringens sikkerhedsstyrker ikke skulle kidnappe hende. De ville beskytte Aleksijevitj, fordi hun repræsenterede det fineste og det bedste i Hviderusland: humanismen, kunsten og kulturen. Alt det, som borgerne i Sarajevo også oplevede for små 30 år siden i den mørke teatersal: Kulturen og kunsten var der stadig. Menneskeligheden var der stadig. Lige der oppe på scenen. Lige der i hjertet på hver eneste person blandt publikum.

Det er denne humanistiske kraft i kulturen og kunsten, vi som mennesker ikke kan eller skal være foruden. Hverken i Sarajevo, Minsk eller København. Og det er også derfor, at Frie Grønne har kultur og kunst som et af fem afgørende politiske områder i vores program. Fordi vi ved, at kunsten og kulturen er helt afgørende for vores følelsesmæssige og intellektuelle udvikling – både som mennesker og som samfund.

Det er gennem de bøger vi læser, de film vi ser, den musik vi hører og den billedkunst og scenekunst vi oplever, at vi kan mærke os selv – ja, falde ind i os selv. Og får chancen for at få et indblik i menneskets følelsesliv – på godt og ondt. Alle følelserne, lysterne, behovene, angst, glæderne, ambitionerne, håbene og drømmene, som gør os til de mennesker, vi er. Gør os menneskelige simpelthen. Kulturen og kunsten er indgangsdøren til menneskets sjæl og udgangsdøren til den store mangfoldige kosmopolitiske og vidunderlige anarkistiske verden. Kunsten og kulturen så og siger fremkalder os som mennesker. Får os til at træde frem, blive synlige, få karakter. Og dermed også muligheden for at forstå den anden.

Og aldrig har vi haft mere brug for denne evne – det at forstå den anden – end nu, hvor vores eneste hjem, Jorden, er under angreb. Ikke kun lokalt som i Sarajevo eller Minsk. Nej, det er selve livet på jorden, som vi kender det i dag, der er under angreb. Hver dag opdateres listerne over døde og savnede. For eksempel er 68 % af vilde dyr på kloden forsvundet siden 1970. Og gennem hele 2019 mistede Grønland en million tons is hvert eneste minut.

Både mængden af vilde dyr, vi har mistet gennem de sidste 50 år, og antallet af millioner ton is, Grønland mistede i 2019, er fuldstændig overvældende. Men vi bliver nødt til forstå, at det er livet på jorden, som vi kender det, der er ved at dø, og at årsagen er vores egen manglende empati, etik og moral som menneskehed. Vi mennesker – du og jeg – er gennem vores livsstil blevet en dødelig trussel mod alt levende liv på kloden.

Vil vi i Frie Grønne acceptere, at det er sådan civilisationen og livet på Jorden bryder sammen? Nej – aldrig i livet. Derfor er Frie Grønnes kultur- og kunstpolitik også et forsøg på en humanistisk, etisk og kulturel mobilisering. Fordi vi har brug for al den menneskelighed, kreativitet, opfindsomhed og viljekraft, vi kan manifestere i det opgør, vi står overfor. For vi står overfor et opgør.

Et opgør med den måde, vi definerer vækst og menneskelige udvikling. Et opgør med vores økonomiske tænkning. Et opgør med den ulighed, racisme og kønsforståelse, der præger vores hverdag. Et opgør med den magttænkning vores samfund er formet af og bygger på. Et opgør med alle de mennesker, organisationer og virksomheder, der bevidst eller ubevidst har stillet sig på den dødelige vækst-økonomis side. Men ikke mindst det indre opgør, som vi hver især skal igennem for at komme ud af vores afhængighed af materielt forbrug. For ikke at snakke om vores ikke-liv på de sociale medier. Overvågningskapitalismen er blot en endnu mere sofistikeret djævelsk udgave af den rå industrikapitalisme. Men nu er det ikke længere kun vores fysiske arbejdskraft, der bliver udnyttet og udbyttet. Det er vores sjæle.

Dette humanistiske, etiske og kulturelle opgør er for Frie Grønne ikke født ud af frygt, men af kærlighed til livet. Dette mangfoldige, vidunderlige, magiske liv. Både i naturen og i vores sjæleliv. Det er derfor, at Frie Grønne priser kunsten og kulturen så højt. Fordi den rummer den dannelseskraft, vi har brug for, hvis vi både skal frigøre naturen og sætte sjæle fri. For den nuværende kapitalistiske vækst-logik ikke bare udtørrer og brænder kloden af, den udtørrer også den menneskelige forestillingsverden. Vi er endt med at tro, at vi hver især er helt, helt unikke samtidig med, at vi drømmer den samme drøm om rigdom, forbrug, skønhed og magt.

Men det er jo det stik modsatte, vi har brug for. Vi har brug for millioner af forskellige drømme. I alle størrelser og farver. Derfor er ambitionen for Frie Grønnes kulturpolitik intet mindre end et humanistisk, etisk og kulturelt dannelsesløft af Danmark. Så ingen føler sig forladte og alle føler, at de er en del af kulturen og kunstens humanistiske dannelseskraft. Og hvor vi hver især har fået et magisk flyvende tæppe, der kan flyve os lige derhen vi ønsker. Fordi vi er frie i sjælen. Det er udgangspunktet for Frie Grønne, nu hvor vi skal til at formulere en mangfoldig, feministisk og kosmopolitisk borgercenteret kulturpolitik. Synopsen er klar, nu skal de enkelte kapitler formuleres. Vi i Frie Grønne er klar. Er du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *