Politik

Frie Grønne er ikke noget, vi er – ikke endnu. Det er noget, vi kæmper for at blive. Frie og grønne.

Vi kæmper for friheden til, at vi alle kan være præcis dem, vi gerne vil være – så længe det ikke går ud over andre mennesker, naturen, dyrene og de kommende generationer.

Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti er skabt i en tid, hvor vi ser ind i to gigantiske kriser – den ene er klima- og biodiversitetskrisen, og den anden er racisme- og ligestillingskrisen. Det er to kriser, som kræver radikale løsninger og et markant opgør med status quo. 

Men vi tror på, at mangfoldighed, civilsamfundet, kunsten og kulturen og et opgør med den nuværende kræftøkonomi kan være vejen til at redde vores planet og skabe de bedst mulige betingelser for gode liv for os selv og for de kommende generationer.

I Frie Grønne har vi snakket, debatteret, drømt og filosoferet os frem til fem reformspor, som vi er overbeviste om vil skabe bedre livsbetingelser både for nulevende og kommende generationer, for dyrelivet og for naturen.

Vi tror på, at mangfoldighed er den ilt, der skal give vores samfund den styrke, der skal til, for at vi kan løse de kriser, vi står over for.

Vi er overbeviste om, at civilsamfundet kan fungere som vores immunsystem mod farlige og vildtfarende tanker og tendenser i samfundet. Samtidig tror vi på, at civilsamfundet kan løfte en kæmpe byrde i den grønne omstilling på en langt mere meningsfuld og effektiv måde, end topstyring og bureaukrati nogensinde kommer i nærheden af.

Vi er ikke i tvivl om, at naturen og dens mange to-, fire og hundredebenede beboere er en livsnerve for os mennesker. Den skal vi være dybt taknemmelig for og passe langt bedre på, end vi gør i dag.

Vi er pinligt bevidste om kunstens og kulturens rolle i samfundet som dannende, provokerende, udviklende, fællesskabsopbyggende og meningsgivende. En rolle der ofte er blevet underkendt, men som vi mener skal løftes markant i de kommende år. På den måde kan vi finde nye svar på, hvordan vi skal leve, forbruge og søge mening i et klimansvarligt og mangfoldigt samfund.

For at alt dette kan lade sig gøre, skal vi have gjort op med den kræftøkonomi, der styrer vores samfund i dag. Vi skal have omlagt vores økonomi til en grøn, feministisk og demokratisk økonomi. En økonomi, hvor vi lægger kapitalismen bag os og ser ind i en tid med mindre fokus på vækst og mere fokus på bæredygtighed i både økonomisk, miljømæssig og social forstand – et bæredygtigt postkapitalistisk samfund. 

Hvis du vil læse mere om Frie Grønnes politiske grundlag, så kan du gå på opdagelse i de fem reformspor nedenfor.